top of page
IMG_0920.JPG
Andreas square.jpg

Velkommende kultur

Maria Kjær Jensen

I Aarhus Valgmenighed har vi de sidste par år sat mere fokus på at have en velkommende kultur. Det er blandt andet kommet til udtryk ved, at vi har lavet et værts-team. I skrivende stund består teamet af 15 skønne frivillige. Værterne er dem, der tidligere var kendt som ’velkommere’ - navnet var ikke længere dækkende, fordi deres rolle hele tiden udvikler sig. Vi finjusterer og forbedrer konstant, hvordan vi tager imod folk i kirken. 


Som deres rolle ser ud lige nu er den tredelt: byde velkommen, dele velkomstposer ud i starten af gudstjenesten og stå i info-stand efter gudstjenesten. 


"Velkommen"

Førstehåndsindtrykket er et af de vigtigste elementer, der afgør hvordan en helhedsoplevelse er. Derfor er det vigtigt, at det første man mødes med, er et smilende ansigt. Det står værterne klar med i døren, hvor de siger velkommen til alle. 


Velkomstposer

Velkomstposerne har vi indført af flere grunde. De er et eksplicit udtryk for, hvilken kultur vi ønsker at skabe, som forhåbentligt både smitter af på kulturen og giver førstegangs-kirkegængere et indtryk af, at de er i en kirke, der vil dem. Derudover har poserne funktionen, at alle kan se, hvem der er nye i kirken. Det gør det nemmere at vide, hvem man skal opsøge, når man som engageret medlem, vært eller stab gerne vil gøre noget ekstra ud af at få nye til at føle sig velkomne. Vi håber på (og ser det allerede i højere grad end tidligere), at det kan blive en naturlig del af kulturen at førstegangs-kirkegængere er noget vi fejrer og nogen vi, som menige medlemmer, lægger særligt mærke til, og byder velkommen. 


Info-standen

”Sidstehåndsindtrykket” er et andet meget vigtigt element i helhedsoplevelsen – hvilken følelse sender vi folk herfra med? Derfor er værterne på igen efter gudstjenesten. Info-standen har vi oprettet som et sted, hvor man kan søge mere information. Her står værterne og hjælper kirkegængere med at finde information eller sludre lidt med dem. På den måde kan nye, såvel som vante, der ikke helt ved hvor de skal kigge hen, når gudstjenesten er slut, gå hen til standen. Det skaber et tryggere rum at være i. 


Vi forsøger altså at favne førstegangs-kirkegængere fra de går ind af døren til de går ud igen og har også en oplevelse af, at det har en effekt. Vi hører jævnligt nogen sige, at de begyndte at komme fast i ÅVM, fordi de oplevede sig taget godt imod. Det er altså tydeligt, at det er et vigtigt sted at sætte ind, og vi vil fortsat udvikle og forbedre vores tilgang.


Her kan du læse en artikel af Helene Nygaard, der er begejstret for sin rolle som vært.

 

_MG_4195.jpg
bottom of page