top of page
_MG_4272_lowres.jpg
Andreas square.jpg

TVÆRKIRKELIG BØN

Peter Arnbjerg

Tværkirkelig bøn - med fokus på det profetiske

af Peter Arnbjerg


Vi drømmer om, at Kristi legeme må blive et profetisk folk, der opbygger, opmuntrer og nøder hinanden til at tage trosskridt. Ligeledes drømmer vi om at fremme bønsfællesskab. Alle kristne kan være med. Det ønsker vi at understøtte og vandre i.


Vi er 10-16 personer, der mødes en gang om måneden. Der er en fast flok fra Århus Valgmenighed på 8-13 personer, og der kommer også 1-5 personer fra forskellige steder i Østjylland, fra andre menigheder hver gang. Vi har haft berøringsflade med mere end 50 personer.


Vi starter med at spise, for dem der har lyst til dette kl. 18 og frem til kl. 19. Fra 19-20 har vi stilhed, undervisning og deler med hinanden, hvad Gud har lagt os på hjerte. Fra 20-21 beder vi i små grupper for hinanden og mødes til sidst og deler igen.


Vi øver os i at vandre i det profetiske og bedømme, hvad Gud ønsker at velsigne med. Der er knyttet en moden forbeder til hver gruppe. Flere af dem, der kommer fast, nyder fællesskabet og elsker at bede. Andre kommer for at vokse i det profetiske og udøve den profetiske gave og have fællesskab med andre, som forstår, hvordan Gud taler til dem. Ofte oplever vi Guds Ånds nærvær stærkt, og der brydes med gamle vaner, nogle udfries fra noget, de vil aflægge og andre oplever opmuntring talt ind i deres situation gennem bøn, skriftord og profeti.


Der har været flere med, som har været nye i troen, og som har erfaret den åndelige virkelighed. De har haft brug for hjælp til at agere i det, de nu erfarer. Hvad er egne tanker; hvad er til mig selv; hvad er til andre; hvad er fra Gud/ikke fra Gud? Vi har generelt fokus på at videregive det profetiske til andre med omtanke og værdighed.


Vores drøm er at vi har 24/7 tilbedelse (lovsang) og bøn i et helbredende fællesskab med kirkerne i Aarhus. Vi har valgt at lave dette nedslag, fordi det er det, som vi kan overkomme pt. Vi har en facebookgruppe af samme navn, hvor vi også deler tiltag, der understøtter vores vision. Det kan være tiltag om det profetiske eller kurser mht. indre helbredelse mm. Vi ønsker at Kristi legeme må blive fuldvoksent, hel, udfriet og helbredt.


Vi oplever selv stor velsignelse ved at tjene og at blive betjent.

IMG_0830.JPG
bottom of page