ÅVM STABEN
ÅVM STABEN
Gudstjenester i ÅVM
Valgmenighedspræst Hans Christian Vindum-Petterson
ÅRSRAPPORT: Gudstjenester
”Hvordan jeg oplevede gudstjenesten? Jeg følte mig velkommen. Folk hilste i døren, i cafeen og fra scenen. Jeg fik en pose med vand og slik. Lidt skørt, men virkelig rart. Taleren talte så jeg forstod det og bagefter mødte jeg to og snakkede lidt. Jeg kommer gerne igen.” (deltager i november)
Hvad skal gudstjeneste være?
Gudstjenester skal være centrerede om Jesus. Søndag afsætter vi tid til at vende os mod ham og fokusere på hans sandhed og kærlighed frem for alt det som sker i hverdagen. På den måde er søndagen et fristed og et åndehul.
Gudstjenester skal være menighedens mødested. Søndag er der hvor alle generationer mødes for at høre Guds Ord, synge og bede for hinanden, modtage nadver og fejre dåb, se hinanden og meget andet. Vi har brug for det store fællesskab som minder os om, at vi ikke bare er en lille gruppe, men et folk som sammen er centreret om Jesus og involveret i byen.
Gudstjenester skal give et lille indblik i hvem vi er og hvad vi står for. For de fleste er gudstjenesten deres første personlige møde med os og derfor ønsker vi at det som er vigtigt om Gud, om livet som troende, om menighedsliv kan ses, høres og smages her.
Jeg møder ofte nye efter gudstjeneste og en ting som går igen er, at de oplever sig set og velkomne. Det er essentielt for mig at gudstjenester har en varm og velkommende kultur, hvor man forstår hvad der foregår og hvor det som formidles er relevant. Også fordi det afføder lyst til at invitere andre med.
Deltagermæssigt har vi ligget ret stabilt i 2024 – undtagen januar-februar, hvor store snemængder gjorde at mange blev hjemme. Det tog lidt tid før folk fik søndagsvanen i gang igen, men her i efteråret har vi så oplevet at der er flere til gudstjenester ift efteråret 2023 og det er bare skønt. Se statistikken her.
I forkyndelsen har vi i 2024 prioriteret gæsteprædikanter og erfarne forkyndere fra menigheden højere end tidligere år. Jane, David og jeg elsker at prædike, men vi tror det er vigtigt at vi også hører andre stemmer – folk med en talegave i menigheden eller folk udefra der inspirerer os. I 2025 fortsætter vi med at invitere inspirerende gæster og forkyndere fra menigheden til at bidrage.
I år har vi holdt 5 prædikeserier. 1 om den nye vision. 1 om tilgivelse. 1 om Efeserbrevet. 1 om ”lad os tale om tro”. 1 om hverdagsliv med Gud. Det er emner er centrale for os som menighed at dykke ned i. I 2025 vil vi prioritere temaserier højt og have serier imellem højtiderne.