ÅVM STABEN
ÅVM STABEN
Åbyhøjgaard
Benjamin Schultz Laursen
Aarhus Valgmenigheds Diakonale Arbejde i Åbyhøjgård – VIBE
Hvad er VIBE?
VIBE er et klubtilbud i Åbyhøjgård, hvor børn i 3.-9. klasse kan møde næstekærlige voksne, der brænder for at hjælpe dem med at se, at de har værdi. Hver onsdag åbner dørene til VIBE, og klubben fyldes af grin, highfives og lidt for høje stemmer. Vi spiller bordtennis, laver popcorn, hygger os omkring snobrød over bål og laver kreative projekter. Det hele sker i en atmosfære af høj energi, hvor børnene ikke skal passe ind i en bestemt kasse, men bare være sig selv. Vi gør alt, hvad vi kan for at få dem til at hvile i, at de er værdifulde præcis, som de er.
Der kommer cirka 10 børn i klubben hver onsdag ud af en gruppe på omkring 20 børn, som klubben er i kontakt med.
Hvad siger børnene til VIBE?
Benjamin fortæller:
"Selvom børnene til tider kan have en lidt hård attitude i deres tracksuits og med cappen på skrå, kan jeg stadig mærke, at de godt kan lide at komme i VIBE. Det mærkede jeg for eksempel den anden dag, hvor vi havde lavet en masse popcorn. Jeg sagde til et af børnene, at han ikke kunne have 100 popcorn i munden på én gang. ‘Det kan jeg i hvert fald godt!’ sagde han med øjenbrynene helt oppe i panden og gik i gang med at stoppe popcorn indenbords. Jo flere popcorn han fik op på, desto mere begyndte vi ledere at heppe på ham. Han blev selv mere og mere energisk, og det hele kulminerede i jubelråb, sejrsdans og highfives, da han nåede de 100 popcorn. Det er episoder som denne, der gør det meningsfuldt for mig at lave VIBE, og det er grunden til, at jeg gerne vil investere min tid i det."
Mere end en klub
VIBE er mere end en onsdagsklub. I sommer arrangerede VIBE sommerferieaktiviteter for hele familien i Åbyhøjgård. Her kunne børnene blandt andet slå sig løs på hoppeborgen, få hjernefrys af store mængder slushice og blive slået omkuld i bumperballs, mens forældrene fik en varm kop kaffe og kunne snakke med nye mennesker. Over 100 børn og voksne deltog.
Derudover havde VIBE en udflugt til Tivoli Friheden i efterårsferien, hvor 30 børn var med. Her stod den på vilde forlystelser og et møde med Hr. Skæg.
I 2025 drømmer vi om at kunne lave endnu flere events for børn og voksne i Åbyhøjgård.
Hvem laver VIBE?
Bag VIBE står et fast team på omkring 8 personer, men over 20 personer har i årets løb bidraget ude i Åbyhøjgård – de fleste af dem i forbindelse med Sommer-VIBE.