ÅVM STABEN
ÅVM STABEN
Vores vision omkring den globale mission i ÅVM er, at vores globale engagement skal være gennemsyret af tanken om ”integreret mission”, hvor vi møder hele mennesket. Dette indebærer en balance mellem forkyndelse af evangeliet, missional lederudvikling, uddannelse, sundhed og civilsamfundsudvikling. De missionsprojekter vi involverer os i bør derfor indeholde flere aspekter fra den integrerede mission. Enten individuelt i projektet, eller i vores missionsportefølje
Helt konkret har vi valgt at indgå partnerskaber med to organisationer, som vi årligt støtter økonomisk og arbejder på at udvikle samarbejdet med, samtidig med at vi støtter udsendte missionærer fra ÅVM. Økonomien rejser vi hovedsageligt gennem kollekter på vores gudstjenester. I 2020 lykkedes det os at rejse over kr. 350.000 til den globale mission
I nedenstående kan du læse mere om projekterne, samt vores udsendte.
CHURCH SERVICES
PARTNERSKABSPROJEKTER
WYCLIFFE
Knap 3600 af verdens ca. 7400 sprog har endnu ikke en oversættelse af Bibelen. Det betyder, at mange millioner mennesker i verdens mindste befolkningsgrupper ikke har mulighed for at møde Bibelens ord på et sprog, de forstår og kalder deres. Modersmålet er hjertets sprog, og når mennesker hører Guds Ord på deres modersmål, bliver Gud nærværende og virkelig.
I Wycliffe ønsker vi, at alle mennesker skal have Bibelen på et sprog, de kalder deres. Derfor arbejder vi med at oversætte Bibelen til minoritetssprog, og udvikling af skriftsprog, modersmålsundervisning og bibelbrug er en del af det arbejde. Et skriftsprog og en oversættelse af Bibelen giver også mulighed for bedre uddannelse, status til undertrykte befolkningsgrupper og bevaring af sprog og kultur for eftertiden.
MADE IN HOPE - MANILLA
Organisationen MadeInHope med Michelle Talention i spidsen, arbejder for at hjælpe kvinder ud af trafficking, som i dag regnes for den andenstørste kriminelle industri i verden, kun overgået af narkohandel. Når kvinderne er hjulpet ud, arbejder MadeInHope for at give kvinderne og deres børn nye muligheder i livet ved at give uddannelse og kompetencer, der på sigt kan føre til arbejde og selvforsørgelse. Samtidig begynder de en helbredende proces gennem rådgivning, forbøn og mentorskaber, der skal hjælpe dem sikkert videre.
UDSENDTE FRA ÅVM
CHRISTIAN VESTERGAARD
Christian har gennem mange år været udsendt til Bangladesh, hvor han arbejder for Lamb (http://www.lambproject.org/) med fokus på sundhed og uddannelse
ISABELLE VÆGGEMOSE
Udsendt til Mellemøsten
Isabelle har igennem en årrække arbejdet blandt flygtninge og internt fordrevne, især med kvinder og børn. Hun er nu bosat i Mellemøsten og studerer arabisk som forberedelse på hendes fortsatte virke. Hun udfolder samtidig sin profetiske gave i kunst, musik og bøn i lokale fællesskaber
Hvis du ønsker at støtte mig i mit arbejde, så kan du sende det på mobilepaynr. 52998 og mærke det ”Isabelle Væggemose”
Guds fred
KRISTIN WESTH
Kristin studerer field linguistics på Trinity Western University i Canada, som forberedelse til, at hun skal udsendes til et land i Vestafrika. Her skal hun i samarbejde med Wycliffe Danmark arbejde med sprogudvikling og bibeloversættelse.
MARIA
Maria er udsendt igennem YWAM til et “lukket land”. YWAM basen har stort fokus på evangelisation, kirkeplantning og træner missionærer til landene i regionen, hvor adgangen til evangeliet er meget begrænset. Maria studerer sprog for at kunne udføre sin tjeneste. Ligeledes er hun involveret i basens arbejde på et engelsk center og med gadeevangelisation.